Dette er et af de sidste afsnit, vi nåede at lave sammen. Vi nåede lige barndommen, hans barndom, inden han døde. Sorg er en mærkelig størrelse. Eller vi sørger jo ikke engang endnu. Vi er i det, man kalder "ventesorg". Et mærkeligt begreb, jeg ikke helt kan forholde mig til. Nu, hvor han ikke er her længere, og jeg har mærket den "rigtige" sorg, føler jeg ikke, at der er forskel. Måske var sorgen mere en dyb og opslugende ulykkelighed i starten, hvor den nu er mere stille.

Min far har kun kort tid tilbage at leve i. Vi snakker ikke måneder, men uger. Det ved jeg bare ikke nu. Jeg tror stadigvæk på, at miraklet må indfinde sig, selvom det bliver vanskeligere at ignorere de tydelige signaler på, at han er på vej væk fra os. Han er træt. Vanvittig træt. Sover det meste af tiden. Men når jeg placerer ham foran mikrofonen, er det som om han vågner lidt op. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg placerede ham der. Foran mikrofonen. Da vi lavede vores første podcast. Det var som at se ham - min far - i sit helt rette element. Der er noget særligt ved det. At se sin forælder der, hvor de stråler. Der er ikke noget, man skal tage sig af, men man kan læne sig tilbage - eller ind i - den glæde, som udgår fra ens far eller mor. Men uanset hvor meget, jeg forsøger, bliver min fars stråleglans efterhånden overskygget af et mørke. Jeg kan se det, selvom jeg har svært ved at acceptere det. Jeg kan godt se, at lyset er ved at brænde ud.

Træthed, hvor er du dyb

Hvor er du ubønhørlig 

Det er som om jeg kender din retning

Alle spejlene siger og peger 

på døden

du var dødtræt sagde de

og nu forstår jeg, hvad de mente,

Døden er den søvn, der vil

Kunne friske dig op

Nu nærmer jeg mig alt for tidligt

det punkt vi alle rejser imod

Det store - det kæmpestore

ufattelige

Far-vel 

God tur kunne man sige. 

Morten Prahl - august 2025, et par uger før han dør.

Varme sommeraftner
Bløde blide vinde
Insekters sang mod fuglefløjt
Sol der brænder på kinden
bagved en dybde
En uro - et åbent dirrende spørgsmål
Døden - hvornår, hvorfor, hvordan?
Døden der ligesom sætter en grænse 
omkring 
varme sommeraftener

Morten Prahl, august, 2025

Min far er blevet visiteret til Hospice. Og alligevel bliver jeg ved med at håbe. Håbe på, at et mirakel indtræffer. Jeg tror ikke, at min far håber længere. Det er noget andet end håbet, som støtter ham lige nu. Det er erfaringen af al den kærlighed, der er omkring ham og ikke mindst fornemmelsen af, at det hele ikke slutter med døden. Alt det taler vi om i dette afsnit, om kærligheden, taknemmeligheden og min fars voksende tillid til et spirituelt perspektiv, som viser sig uendelig hjælpsomt på hans rejse mod døden.

Det trygge hjem er borte
Et sitrende mørke
Har for en tid
Skyllet minderne bort
Giv mig tid til at mærke
Giv mig til at føle
At bag mørket stråler du
Du mit sande hjem
Dig, jeg kalder på i min smerte
Dig, der rummer og favner alt,
Dig, du kærlighendes trygge favn

- Morten Prahl

I dette afsnit interviewer jeg i den første halvdel min mor. Vi taler om, hvordan det er at skulle se ens elskede i uudholdelige smerter, som tilsyneladende ikke lader sig stille, og ikke mindst om det kæmpe tab, hun pludselig er blevet stillet i udsigt. Vi taler om sorgen men også om de ressourcer, hun har fundet i sig selv for at håndtere det vilkår, hun er blevet ramt af. 

I den anden halvdel taler jeg med min far. Vi har fået beskeden om, at kræften har spredt sig til leveren, så operation er ikke længere en mulighed. Vi taler om kampen om at finde en mening med det hele, lysten til at dø som en vej væk fra alt det smertefulde og meningsløse, men også om små sprækker af lys i mørket. Og selvom udsigterne nu for alvor er dystre, tror jeg stadigvæk på et mirakel. 

Min fars smerter er voldsomme og resulterer i, at han af og til bliver indlagt på hospitalet for at blive udskrevet kort tid efter. Men der går ikke længe før smerterne igen bliver så uudholdelige, at han må indlægges påny. Det påvirker ikke bare ham, men også min mor, som på mange måder står med det medicinske overblik på hjemmefronten.

Derfor er situationen uholdbar og vi håber, at der snart kan findes en løsning, så han kan blive smertedækket. Men håbet lever endnu. Håbet om helbredelse. Kræften har ikke spredt sig, så hvis den kemo, han snart skal modtage kan gøre knuden bare lidt mindre, er der udsigt til, at han kan blive opereret. Og måske endda helbredt.

Min far talte ofte om at skrive en bog. Jeg bildte mig ind, at vi kunne nå det. Hvis jeg nu bare interviewede ham, kunne vi bånde det, og jeg kunne renskrive det sidenhen. Vi forsøgte. Men smerterne gjorde det svært. Eller også var vi der bare ikke. Måske var det for ambitiøst. Samtalen bliver luftig. Afbrudt. Måske er det fordi den leg, vi taler om og som har været en ledestjerne i hans liv, gemmer sig bag tunge mørke skyer af fortvivlelse og smerte. Men vi får tegnet et rids. Et rids af de intellektuelle strømme, som han var optaget af og hvordan han så for sig, at legen og fantasien kunne være det bindeled, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. 

Lige nu - midt i min egen sorg - mærker jeg nødvendigheden af fantasien. For selvom min fars hylster er væk, forestiller jeg mig, at han stadigvæk er her. Og det føles som om det er sådan. Som om han ikke helt har forladt os.

Til min fars toner byder jeg dig atter velkommen i vores lille ventesal. En ventesal, vi nu har forladt, for i fredags, udåndede han til tonerne af sine børnebørns sang. På lørdag, den 13 september, min fødselsdag, vil han blive bisat i Sct. Lucas Kirke. 

Men i dette afsnit er han lyslevende. Han sidder ved siden af min lillebror Svend og jeg, og lytter til mig, der interviewer Svend om hans følelser og ikke mindst hans barndomsminder. For vores fars vedkommende er det stadigvæk smerterne, som fylder. De er blevet så voldsomme, at han indimellem får svært ved at være i sig selv. Samtidig er der blevet tændt et lille lys. Lægerne siger, at eftersom kræften ikke har spredt sig, vil de efter alt at dømme operere ham. Og selvom operationen lyder både kompleks, fyldt med bivirkninger og kun vil give ham en håndfuld ekstra år i bedste tilfælde, har det tændt et lille lys i mørket.