Stress bliver næsten altid ledsaget af skam. Vi skammer os. Over det der er sket med os. Over ikke at kunne følge med; Med de andre, med samfundet og med det vi mener der bliver krævet af os.

Men hvad er skam egentlig for et væsen? Og kan skam måske ligefrem gøre vores tilstand værre? Eller kan skammen have siddet i os? Det har jeg talt med Ulla Rung Weeke om, og hun giver sit bud og forklaring på hvordan erfaringer og tilstande af dyb lammende skam, følelser af værdiløshed, forladthed, ofte er skabt tidligt i os, som en vished, en klang i vores organisme, der ikke efterfølgende er blevet reguleret.

De skamtilstande bor som spor i vores væv, nerve- og hormonsystem, metabolisme og kan flytte med os gennem livet. Og på lignende vis kan vi også møde skammen senere. Både den sunde skamregulering og den skam, der sluger os, løber begge som erfaringer langs vagusnerven og er derfor vældig betydningsfuld og tonegivende, også når vi efterfølgende skal komme os efter traumatiske tilstande.

Denne viden kan give os en forståelse for hvordan hele kroppen påvirkes af stress og skam. Men også hvordan vi igen kan bevæge os mod healing. En healing der kommer dybt inde fra, og samtidig i kærlig spejling med vores omgivelser. Det blev en dyb og bevægende samtale der rørte os begge.