Bogfolk

Absolut ingen forlag eller litterater herhjemme havde kendskab til den amerikanske digter Louise Glücks forfatterskab, da hun for et stykke tid siden blev udnævnt til årets Nobelpristager i litteratur.

Men Politikens Kim Skotte havde. Han har læst hende i årtier og skrev i sit portræt dagen efter meddelelsen om Glücks digte, at man kan brænde sig på dem »på den kølige måde«. »Glück kan kunsten at være hudløs uden at krænge sig ud«.

I denne udgave af Bogfolk taler Jes Stein Pedersen med Kim Skotte om Glücks person og poesi. Om en digter, der i høj grad trækker på sit eget liv, når hun skriver. På et forlist ægteskab, det vanskelige forhold til moderen, søsteren. Som teenager led hun af anoreksi, hvad hun selv mener var udtryk for hendes kamp for at frigøre sig fra sin mor.

Om Glück siger Skotte: »Hun færdes i verden i kraft af sine digte. Hun er frygtløs, hun ved godt, det er et faretruende projekt at trænge så dybt ind i sig selv som hun gør. Der hvor vi andre har svært ved at turde træde ind. Hun spejler både det moderne og det gamle når hun bruger mytologisk stof, græsk drama f.eks. og minder os om at vi kunne have levet for to tusind år siden«.

Vi taler også om Nobelprisens rolle. Om hvorfor det er helt fint, at en digter, der ikke blander sig i tidens debatter om køn og racerelationer kan få litteraturens højeste udmærkelse.

Du kan også høre flere af Louise Glücks digte. Både læst op af hende selv og af Kim Skotte. Blandt andet Love Poem og Telescope og et uddrrag af hendes digtsamling ’Averno’.

Louise Glück, som ikke er oversat til dansk, er i øvrigt født i 1943 og er barnebarn af udvandrede jøder fra Ungarn. Hun debuterede i 1968 med digtsamlingen Firstborn og har siden skrevet 11 digtsamlinger og et par bøger med essays. Hun er født på Long Island i New York, bosat i Massachusetts, har studeret på Harvard hvor hun underviser og hendes landskab er i høj grad det nordøstlige USA. Hun er den 16. kvinde der har modtaget Nobelprisen i litteratur, som blev indstiftet i 1901.

See omnystudio.com/listener for privacy information.

Kim Leine har af Gyldendal fået i opdrag at sammensætte et udvalg af den prosa, som Rifbjerg, der døde i 2015, skrev store mængder af. Det er blevet til tekstudvalget ’Rif (jeg) Rif’, som er blevet til, efter at Leine har pløjet sig igennem Rifbjergs romaner, novellesamlinger, rejsebøger og selvbiografiske bøger fra en ende af.

Hemmeligheden i Rifbjergs liv og forfatterskab ser han bl.a. afspejlet i ’Engel’, hvor han i nogle homoerotiske passager fandt det, han mener, hele forfatterskabet handler om.

»Det er det, der gjorde størst indtryk på mig, da jeg læste alle de her bøger. Da jeg læste ’Engel’, gav det et gib i mig, der har vi det, det hele handler om«.

Der er i Rifbjergs forfatterskab et skjult mørke og en skjult smerte, som kan være meget svær at finde, for den er begravet i flere hundrede bøger, siger Leine.

»Den dukker frem som enkelte sætninger eller afsnit. Det er ikke noget, der er sensationelt, men noget han lægger frem som en lille gave til den opmærksomme læser«.

Leine har overraskende sammensat sit tekstudvalg, så det afspejler Rifbjergs eget livsforløb. Det handler altså ikke om, hvornår de er skrevet, men hvornår de passer ind i Rifbjergs liv.

Kim Leine er mest imponeret over Rifbjergs evne til at skabe autentiske kvindestemmer, som i ’Anna jeg Anna’, mens han mener, at Rifbjerg ikke er god til at skabe troværdige mandestemmer, bortset fra sin egen.

Leine mener, at Rifbjerg skrev for mange ligegyldige bøger og burde have lagt alt andet til side for virkelig at skabe den roman, der ragede op.

Jeanette Varberg er gæst i ugens udgave af Bogfolk. Hun er arkæolog, forfatter og museumsinspektør ved Nationalmuseet og har skrevet en bog om 10.000 års epidimihistorie.

Der er fire dommedagsryttere i Johannes Åbenbaring fra Det ny testamente. De første tre repræsenterer krig, erobring og hungersnød, mens den fjerde spreder sygdomme.

’Den fjerde rytter’ er netop titlen på Jeannette Varberg og Poul Duedahls nye bog om 10.000 års epidemihistorie. Den gennemgår de værste tilfælde i historien og fortæller om, hvordan arkæologien har skabt ny viden om, hvordan diverse udbrud af f.eks. pest og kobber har forvandlet byer og lande, ja hele verdensdele. Som i 1400-tallets Europa hvor de fattige pludselig fik en chance for social opstigning da den sorte død tyndede ud i befolkningen.

I Bogfolk taler Jes Stein Pedersen med Jeanette Varberg, der til daglig er museumsinspektør på Nationalmuseet, om den nye viden vi har fået om fortidens mennesker og deres liv ved hjælp af DNA-analyserne. De har revolutioneret den arkæologiske videnskab og Varberg fortæller f.eks. om den stenalderpige, som man nu ved led af kyssesyge, fordi man har undersøgt en klump harpiks, hun tyggede på. I dette ’stenaldertyggegummi’ befandt sig ældgamle vira. Hun fortæller også om sammenhængen mellem pest engang i den fjerne fortid og eksistensen af gravhøje i Danmark.

Og så er der nok ikke mange der ved, at år 536 efter mange historikeres mening var det værste år at være i live i overhovedet? Hvorfor? På grund af formørkelse, hungersnød og pest. Og hvem var den skyldige? Den islandske vulkan Katla, fordi asken fra et voldsomt udbrud forhindrede solens stråler i at trænge igennem med fejlslagen i flere år til følge. Klimaforandringer har i det hele taget ofte ført til udbrud af diverse sygdomme.

Om den øjeblikkelige epidemi er Varberg ikke synderligt optimistisk. »Vi har ikke set det værste endnu, er jeg bange for. Hvis man ser på tidligere pandemierne og de statistikker der foreligger, så er vi kun i begyndelsen«.

Der var blanke øjne og store ord i nekrologerne over Pia Juul, der døde for nylig, 58 år. En lyriker og prosaist af de helt store var gået bort alt for tidligt. En højt respekteret stemme, som i digte og noveller blandede alvor og humor, når hun skrev om tilværelsens væsentligste forhold.

I Bogfolk, som vi vier til Pia Juul, fortæller Lilian Munk Rösing, som løbende har anmeldt digterens udgivelser her i avisen, om Juuls betydning:

»Pia Juuls digte kan det digte kan, når de er bedst. Hun åbnede digtningen for mig. Hun læste op, da jeg var en ung litteraturstuderende, hun var 26, og jeg var 20, og jeg var bjergtaget«.

Rösing fremhæver Pia Juuls evne til at bruge paradokser, og nogle af de paradoksale vers har hun båret med sig, lige siden hun hørte dem første gang. Som dette: »Aldrig har du været så alene/det kalder de samleje«.

I udsendelsen læser Jes Stein Pedersen hele Pia Juuls novelle ’Et rødt hav’ op. Den handler om den jaloux ekskone, der står og ser på manden, hun er skredet fra, mens han ligger og sover med en ny kvinde.

Du kan også høre Rösing læse Pia Juuls digt om Onkel Hector fra digtsamlingen ’sagde jeg, siger jeg’, som er berømt blandt dem, der kender det, fordi man netop aldrig får at vide, hvad det er onkel Hector siger:

»Min onkel Hector sagde (men det har jeg nok fortalt dig før)

Han var på vej ned fra Højen/Han havde solen i øjnene/så sagde han/da børnene kom løbende forbi/ Han sagde/ nej han sagde/ Børnene kom løbende/Så sagde han det som/ Knud engang havde/på en anden måde/Her siger jeg det selv igen/Jeg kan se ham tydeligt/Med solen i øjnene/syrenerne på Højen/denne duft om onkel Hector/Desuden gjorde han altid sådan med hånden. Sådan«.

Om Pia Juuls betydning siger Lilian Munk Rösing: »Det må være tydeligt for alle, at hun er en af vores store digtere. Hun spiller videre på en dansk lyrisk tradition, som hun også fornyer. Hun er kanon«.

Til sidst i udsendelsen kommer Lise Garsdal forbi og taler om Nobelprisen i litteratur.

Du kan høre udsendelsen om Pia Juul i playeren oven for.
 

Henrik Dahl, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, er aktuel med en kritisk bog om identitetspolitik. Dahl kommenterer jævnligt på verden ved hjælp af de sociologiske briller, hans uddannelse har udstyret ham med, og det gør han også i ’Den sociale konstruktion af virkeligheden'.

Hans nyklassiker ’Hvis din nabo var en bil’ fra 1997 handlede om den identitet, man kan købe sig til, og den form for identitet, har Dahl ikke noget imod.

Helt anderledes er det med den sekteriske identitetspolitik, som er kommet til Europa fra USA, og som efter Dahls mening truer den frie, fornuftsbaserede kultur, hvis ikke vi siger fra i tide.

I dagens udgave af Bogfolk taler jeg med Dahl om hans bog, og han lægger ikke fingrene imellem.

Det gælder for eksempel det, han kalder ’forurettelsesstudier'. Det er ifølge Dahl »en universitetsuddannelse, der er båret af krænkelse over et bestemt emne. Det kan være tykhed, hvidhed, seksuelle minoriteter«.

Han frygter, at venstrefløjen slipper sit frisind for i stedet for at blive krænkelsesorienterede ad absurdum. I den forbindelse bruger han udtrykket ’elendighedsfryd’, som jeg bad ham definere: »Det er sådan en glæde, man engang imellem kan se i dagbladet Information over, at det heldigvis går skidt, og det hænger samme med, at arbejderklassen generelt har været en stor skuffelse for venstrefløjen«.

Henrik Dahl er også skeptisk over for moderne kønsforskning, fordi »den har indført en form for tabu inden for biologi«, og med hensyn til strukturel racisme afviser han, at den slags findes i Danmark.

»Strukturel racisme er en slags konspirationsteori«, siger Liberal Alliances MF: »Når man siger ’strukturel’, så opløser man mennesket, for så putter man bare alle mennesker af en farve ned i den samme kategori, og det er på alle mulige måder forkert«.

Mange af de problemer identitetskæmperne peger på, kan Dahl godt se, men grundlæggende opfatter han deres syn på verden og deres krav som »forkerte svar« på »relevante problemer«.

Du kan høre hele samtale i playeren foroven.

Der var godt fyldt i Pressen, da Jes Stein Pedersen interviewede Birgithe Kosovic om ’Det du ikke vil vide’ - bogen, hvori hun fortæller om sin fars voldsomme vrede. Men også om indvandring til Danmark, rødder i Jugoslavien, familieforhold og terror.

Det blev en intens aften, for Kosovic er en levende fortæller.

Man kan virkelig mærke, hvor vigtigt det har været for hende at skrive bogen, som kan siges, at ligge i forlængelse af hendes gennembrudsbog ’Det dobbelte land’.

Birgithe Kosovic fortæller om at være dybt ulykkelig og mentalt nedbrudt efter, at Krudttønden blev ramt af terror. Hun følte sig selv truet på grund af de holdninger, hun har til ytringsfrihed. Kunne hun overhovedet gå ud og holde foredrag om ytringsfrihed?

I podcasten fortæller hun også om det ’forkerte’ og ’forbudte’ ved farens vrede, som hun oplevede som et overgreb. »Jeg har altid tænkt på det, min far gjorde, som incest« siger hun og uddyber:

»Det, der var så forfærdeligt ved min fars vrede, var, at han nød det. Han kunne godt lide at være vred, han ledte bare efter en anledning til det. Den vrede, han havde, var selvfødende. Hvis man forsøgte at forklare sig eller komme med indvendinger eller på nogen måde bare røre sig, mens man blev udsat for det, ville det bare kilde ham endnu mere. Den modstand ville kun bringe ham mod endnu større klimaks. På et tidspunkt, når han havde gjort sig selv færdig, så kunne man få lov at gå. Det, der i virkeligheden var inde i det, var, at man som barn oplever, at det her voksne menneske, som skal passe på en, faktisk tilfredsstiller sig selv på en, og at man skal gøre sig passiv og tage imod det, selvom man godt ved, at det, der foregår, er forkert, for man må ikke nyde at være vred«.

Før jeg skal tale med en forfatter i Bogfolk, laver jeg et manuskript. Det gjorde jeg ikke, da jeg talte med digteren Peter Laugesen, en af vores bedste og flittigste, om hans seneste digtsamling, som hedder ’Vadehave’ og er skrevet på Fanø. Jeg ringede bare op, og så tog vi den på gehør. Jeg havde streget fantastiske formuleringer under i hans bog, skrevet stikord og sidetal ned på titelbladet, og så var det bare derudad. Laugesen skriver om måger, ideologi, blæst, lyden af skrivemaskiner, himmeltegn. Han får øje på det almindelige, som ikke er til at skelne fra det væsentlige og nogle gange også er det ophøjede. Hiver poesi ud af sine egne tilstande: »små trancer/ fravær og nærvær/ opmærksomhedsskift/ søvn/ og vågen«.

Åh, hvor er det godt at læse – men også at få mulighed for at spørge ind til det og mærke hans poesi få øje på det, netop han ser, fordi han lever, som han gør: »Digteren er en flygtning / fra et sted der endnu ikke findes«. Man kan i sådan en samtale få den her oplevelse af, at det er en vismand, man har i telefonen.

Laugesen fortæller om at gribe ud efter kuglepennen om natten og halvt i drømme skrive noget ned, inden det forsvinder. Han tror ikke længere på politik. »Det er ikke muligt bare et øjeblik at fastholde noget ideologisk program«, men hans opgør med materialisme, uvidenhed og digital tomhed er ikke desto mindre stærkt anfægtende. Den nu 78-årige, superproduktive poet skriver alle sine digte i hånden. Først med pen eller blyant, siden på skrivemaskine. Han hader skærmene og vil gerne have os til at få øje på hverdagens mirakler: »Almindelige mennesker, almindelige hændelser/ almindelige skæbner. Umodne mennesker har brug for/ at der sker opsigtsvækkende ting, de har brug for/ at se på farverige, udsvævende personer«.

Det var bare en telefonsamtale, men ’bare’ er ikke et ord Laugesen bruger ofte, tænker jeg, fordi det reducerer, men lyt selv til ham!

Det kan du gøre, for at dit barn bliver mindre angst og stresset 

Højskolelærer og forfatter Christian Hjortkjær giver i bogen ’Utilstrækkelig’ en tankevækkende forklaring på, hvorfor så mange unge udvikler angst og utilstrækkelighedsfølelser. Efter at jeg havde læst Lilian Munk Rösings begejstrede anmeldelse her i avisen, besluttede jeg at invitere Hjortkjær til at medvirke i Bogfolk, så mange flere kan høre hans tanker – og råd.

Bogens grundsynspunkt lyder nogenlunde således: De unge får at vide, at de er frie, og at de har uendelig mange muligheder, og i forhold til tidligere generationer er der ganske rigtigt ikke ret meget, de ikke må. Men de er blevet snydt, mener Hjortkjær, for fortidens forbud er bare blevet erstattet med en ny tids påbud og idealer.

Bogen er også en opsang til de forældre, der ikke forstår, at man bliver psykisk syg af hele tiden at få at vide, at man er fri, når man faktisk føler sg ufri, fordi man skal leve op til vor tids krav om moralsk perfektionisme.

På Silkeborg Højskole, hvor han selv er ansat, lever de krav i bedste velgående. Den perfekte elev er social, engageret og så videre. Man surmuler ikke, man skal helst være begejstret, siger Hjortkjær i Bogfolk.

»Det er helt vildt udmattende. Jeg taler tit med elever, der trækker sig, fordi de ikke føler, at de kan være på på den rigtige måde. Påbuddet om altid at være engageret er så udmattende (…) De skoleudmattede splatter ud på grund af forventningspresset«.

Hjortkjærs bog falder på et tørt sted. Knap hver fjerde ung kvinde i alderen 18-24 år oplever at have det dårligt rent mentalt. For mændene er tallet 10 procent. 40 procent af kvinderne i alderen 16-24 år har et højt stressniveau, for mænd er det knap en fjerdedel.

I podcasten fortæller Christian Hjortkjær hvad både de unge og deres forældre og samfundet i øvrigt kan gøre for at det angstskabende psykiske pres bliver mindre.

41-årige Peder Frederik Jensens nye roman, ’Det Danmark du kender’, stiller skarpt på den hårde underklasse på Lolland, som lever i et helt andet univers end murstensmillionærerne«. Han skriver om den fattigdom, som præger livet på og omkring roemarkerne, som de »privilegerede navlepillere« fortrænger.

Men han peger også på den håbløse situation landbruget er havnet i. Både dyb fattigdom og armod og vores problematiske forhold til naturen er temaer i romanen.

Danmarks højt besungne landbrug kalder han »effektiviseret, kulturløst og døende« og fortsætter:

»Sammenbruddet venter forude. Mette Frederiksen siger vi stadig er et landbrugsland, men der kommer et opgør med det snart, det må der gøre, det kan ikke lade sig gøre at fortsætte på den her måde«.

Når Danmarks gule veste, og hans roman er fuld af gule refleksveste, rejser sig får opgøret med landbrugets svineri følgeskab af social protest, siger Jensen også i Bogfolk. Da podcasten Bogfolk begyndte for fem år siden havde jeg Peder Frederik Jensen i studiet, og da skældte han sine romankolleger ud for at beskæftige sig med føleri. I den seneste udgave af Bogfolk kan du høre, hvordan han ser på litteraturen nu og hvordan han ser sin opgave.

I romanen fletter han fire liv sammen. Avisbuddet Niels, borgmesteren Morten, Mortens elskerinde Sigrid, som er arving til en gård og lastbilchaufføren Frank.

»Jeg er optaget af hvordan uligheden sætter sig i mennesker. Egentlig burde vi være lykkelige i et land som Danmark, men der er masser af utryghed«, siger Peder Frederik Jensen, der også forklarer hvorfor han som romanforfatter tog et job som taleskriver for miljøminister Lea Wermelin.