Bogfolk

Bogbranchen er i opbrud, de sociale medier ændrer forfatterrollen, og læserne er for længst også blevet lyttere. Men hvad sker der med den klassiske boghandel? Hvad skal en moderne boglade, der vil overleve, kunne byde på? 

Det ser Bogfolk nærmere på i denne udgave, hvor chefen for Politikens Boghal, Dan Gildin Kragelund, har lagt vejen forbi studiet. Med sig har han både ambitiøse planer for Boghallen, når verden bliver mere normal igen, og en ordentlig portion boganbefalinger til den forestående sommer.  

En af de aktører, enhver dansk boghandel er oppe imod, er Amazon.com. Om den trussel siger Kragelund: 

»Vi har råbt 'Amazon-ulven kommer' i flere år, og den kommer lige om lidt, og vi skal kunne noget, ulven ikke kan.Vi vil ikke kunne konkurrere med bøger, der kan sælges halvt så billigt og kan leveres til din adresse inden for nogle timer, så vi skal kunne tilbyde noget Amazon - og Saxo - ikke kan. Hos os kan man røre ved bøger, man kan få kyndig faglig vejledning, man skal føle sig inspireret, når man går rundt i rummet. Vores kunder går ind for at blive inspireret. Vi skal kunne give dem mere end dét, de kommer efter«.

Boghandler D.G. Kragelund kender i den grad sit publikum, og han har sjove ting at fortælle om den klassiske Politiken-kunde, for han har for længst afluret, hvad det er, de går efter. Og så er han overbevist om, at den personlige kuratering af bøger kan noget, som netboghandlernes algoritmer aldrig vil kunne levere. Et enkelt dyr har han også med i studiet. Det er en hamster. Og den har forbindelse til Thit Jensen.
 

Henrik Palle, som Politikens læsere kender fra hans virke som kulturskribent og kritiker gennem flere årtier i avisen, trådte over på den anden side af stregen, da han for nylig udgav digtsamlingen ’Sene digte’. I stedet for at anmelde, som han plejer, blev han selv anmeldt – og ikke kun for det gode.

Historikeren Hans Henrik Appels ’Barrisonfeberen’, som netop er kåret til årets historiske bog, handler om fem danske søstre, der fik superstjerne-status ude i den store verden i 1890'erne ved at udfordre de traditionelle kvinderoller.

See omnystudio.com/listener for privacy information.

Zoologen Maria Hammer beviste, at verdens kontinenter på et tidspunkt har været forenet, men kunne ikke få ansættelse i datidens mandsdominerede universitetsverden, og siden blev hun glemt. Det har forfatter Eva Tind rådet bod på med romanen ’Kvinden der samlede verden’, som har fået fornemme anmeldelser.

Marie Hammer blev født i 1907 i København, og Tinds roman handler både om hendes videnskabelige arbejde og hendes privatliv.

»Hun er jo radikal - også set med vore dages øje«, fortæller Eva Tind i den seneste udgave af Bogfolk.

»Det værste ved hende er også det bedste. Den ekstreme selvcentrering. Hun er så fokuseret på sig selv, og det hun mærker, at det driver hende i så stor grad, at hun er villig til at ofre sit liv, sin familie og sig selv på det. Det er noget af det, der gør hende ekstrem stærk, men også lidt umenneskelig«.

Ligesom mandlige eventyrere insisterede hun på at rejse. Da hendes søn var to år, tog hun et år til USA og Canada, og når hun var hjemme i Danmark, lukkede moderrollen bogstaveligt talt klokken 18.

»Marie Hammers mand lover, at han aldrig vil stille sig i vejen for hendes forskning. Så da hun får de store legater, hvor hun rejser til Arktis, alene, der kan han ikke sige nej, selvom de har fire børn, der skal passes derhjemme«.

Romanen om Marie Hammer er en del af den nye bølge af exofiktion, hvor forfattere skriver romaner om virkelige personer - og altså digter videre på historiske personers liv.

»Jeg blev interesseret i at undersøge, om der var andre kvinder, der var faldet ud af historien, fordi jeg synes, det var så vildt, at Asta Nielsen blev glemt«, fortæller Eva Tind, der tidligere har skrevet bogen ’I skyggen af Asta’ om den danske stumfilmstjerne.

Når man arbejder med en figur, som har levet, får man sindssygt meget foræret, mener Tind, og det udelukker ikke, at man opfinder følelser, personer og relationer.

»På den måde er der en stor arena at arbejde på som forfatter, fordi man har mulighed for at trække vores fælleshistorie ind samtidig med, at man undersøger et konkret menneske og fremkalder følelser og undersøger relationer«, siger Eva Tind.

Du kan høre Bogfolk i playeren foroven.

Forlagenes udgivelseskataloger foråret 2021 bugner med bøger der spekulerer i bøger om personlige tab og kriser. Der satses på bøger som rummer forfatterens egen traumatiske og dybt personlige historie. Forlagene spekulerer i genren.

Det mener Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen, og det synspunkt er han ikke alene med.

Her i avisen skrev han for nylig:

»Der lægges mere og mere vægt på, at den bog, man har i hænderne, er skrevet af en forfatter, der har en personlig historie, som har oplevet og erfaret noget, hvad som helst, men gerne noget traumatisk, og nu skriver om det, helt umiddelbart og uden formelle svinkeærinder, råt for usødet«.

Krause Frantzen uddyber sit synspunkt i den seneste udgave af Bogfolk, der ser nærmere på en lang række forfattere.

»Det gør mig vred når en forfatter så åbenlyst spekulerer i sin egen lidelse«, siger han f.eks. om Leonora Christina Skov, der er aktuel med ’Hvis vi ikke taler om det’.

»Det lyder ufølsomt, men det er helt tydeligt når man læser interviews og alt det der omgiver værket, at det er en forfatter der ved hvad hun laver og gerne vil sælge bøger og som også har et meget klart projekt, som man jo så må bedømme på det projekts præmisser«.

Mikkel Krause Frantzen er postdoc ved Københavns Universitet, forfatter til en lang række fagbøger, blandt ’Going nowhere slow’ om depression i litteraturen.

Han understreger, at nogle af de vigtigste og bedste bøger, der er kommet på dansk i nyere tid, netop drejer sig om sorg og, ikke mindst, psykisk sygdom, men det gør det ikke mindre vigtigt at være kritisk over for selve genren, mener han.

»Jeg synes, det ekstremt vigtigt, at vi gør det mindre skamfuldt at skrive om sin egen lidelse og diagnose, men vi er også nødt til at forholde os kritisk til den slags litteratur«.

Du kan høre hele samtalen i playeren ovenfor. 

»Det er en underlig lille science fiction-bog, men den siger noget universelt om at være menneske på en poetisk original måde«

Fra Oscar til Olga. Thomas Vinterberg kom på alles læber med sin gyldne filmstatuette, men når 'The International Booker prize' uddeles om en måned, kommer folk på fornavn med forfatteren til ’De ansatte’, den snurrige science-fiction-roman som Olga Ravn har begået. Det er sikkert og vist.

I hvert fald ifølge Bogfolk, som i den seneste udgave har besøg af Alexander Vesterlund, som anmeldte bogen her i avisen, da den udkom i 2018 og stadig er begejstret. Det er ikke hverdagskost, at en dansk udgivelse havner på den prestigefyldte bogpris’ shortlist, men det overrasker ikke Vesterlund:

»Det er en underlig lille kryptisk science fiction-bog, men den siger noget universelt om at være menneske på en poetisk meget original måde. Bogen er et kæmpe forsvar for kunsten«.

Vært: Jes Stein Pedersen

Producer: Sille Westphal

Antropolog Ole Høiris fra Aarhus Universitet har skrevet en vild bog. 

Titlen er ’'Den vilde' i europæisk idehistorie’ og den er fuld af barbarer, kannibaler, australnegre, hottentotter, buskmænd, vildkvinder og mange andre, som europæiske lærde gennem tiden har sat i bås.

Høiris peger i bogen på, hvor ihærdigt europæere – historikere, naturvidenskabsmænd, missionærer, kolonisatorer og mange andre – har kategoriseret indfødte i de lande, de kom frem til, som laverestående end os. 

»De mennesker, der befinder sig længst væk fra Europa, er konsekvent blevet opfattet som de mindst menneskelige. Sådan har vi tænkt i Europa i tusindvis af år. Vi er nemlig selv de mest menneskelige af alle mennesker«, siger han.

Høiris peger også på de skift, der har været i opfattelsen af 'de vilde'. Da Stillehavsøerne blev opdaget, skrev de rejsende hjem om, at de levede i en uspoleret naturtilstand. De gik nøgne rundt, plukkede brød direkte fra træerne og levede i harmoni. Hjemme i Europa førte det til billedet af ’den ædle vilde’, som modsat rationalismens Europa endnu levede i en harmonisk tilstand.

»Vi danner vores identitet i kontrast til andre, derfor kan vi ikke omtale 'de andre' neutralt. Der er altid noget på spil«, siger Høiris, der har pløjet religiøse og filosofiske tekster samt rejseberetninger fra de store opdagelsesrejsers tid igennem. 

De vildkvinder, som de skrev om, havde så lange bryster, at de kunne kaste dem om på ryggen. Om indianerne i Nordamerika var opfattelsen, at de var menenskeædere. En betegnelse, der med sikkerhed gjorde, at man kunne rubricere de indfødte som laverestående.

Også i vore dage ser vi os selv i forhold til andre, siger Høiris:

»Det kan være jyder i forhold til københavnere, danskere i forhold til svenskere, europæere i forhold til afrikanere, mænd i forhold til kvinder, mennesker i forhold til dyr.  Vores identitet har vi kun i kraft af andre«.

Dennis Nørmark er antropolog, forfatter og næstformand i DR’s bestyrelse, og så er han en indædt kritiker af statsminister Mette Frederiksen. Hun samler ikke nationen, hun splitter den, mener han.

I den seneste udgave af Bogfolk, Politikens litteraturpodcast, kalder han statsministeren en brutal magtpolitiker:

»Hun har orienteret sig i de store værker, der fortæller, at kriser, dem skal man bruge til at få så meget ud af politisk som overhovedet muligt. Det er ikke fordi, jeg ikke under hende det, men det er en interessant mekanisme, at hver eneste gang hun har strammet skruen mere, har folk jublet. Det viser, at frygt og ængstelighed er et enormt nyttigt og potent politisk redskab«.

Dennis Nørmark sammenligner situationen i Danmark med, hvad der foregår i mere autoritære systemer.

»I alle systemer, hvor der er en autokratisk styring, klarer man det ved at fortælle, at der er noget, folket skal være bange for - jøderne muslimerne, nabostaterne. Der er ikke nogen autokrater, som ikke holder sammen på tingene igennem en eller anden form for frygt og udpegning af en fjende«.

Og nu skal vi så være bange for AstrazZeneca-vaccinen. Det er Nørmark stærkt kritisk over for:

»Jeg er tilhænger af den svenske strategi. Jeg ved godt, at det bliver betragtet som landsforræderi, men det er jeg, og det har jeg været fra starten«.

Nørmark mener, svenskerne har en mere ’voksen’ måde at håndtere pandemien, for man kan ikke forhindre, at folk nogle gange dør af både virus og vacciner.

»De har en langsigtet strategi. Der er en antropologisk indsigt i den forståelse, som jeg synes har manglet i den danske, der har haft et virologisk tunnelsyn«.

»Vi ønsker en beskyttelse mod al ondskab, og det samfund vi får af det, vil jeg bruge alle mine vågne timer på at bekæmpe«.

Du kan høre hele interviewet i playeren foroven

Ugens gæst i Bogfolk er Svend Brinkmann. Han er aktuel med bogen 'Vi er det liv vi lever', som han har skrevet sammen med 93-årige Lili.

Pernille Ipsen har fået mange læsere og allerede opnået stor hæder med bogen ’Et åbent øjeblik, hvor hun selvbiografisk fortæller om de syv kvinder fra Rødstrømpebevægelsen, som hun kaldte mor som lille pige.

Hun voksede op med dem i kvindekollektiver i København i begyndelsen af halvfjerdserne, dengang alt synes at være muligt.

»Det faldt os slet ikke ind, at der var noget, vi ikke kunne«, som en af kvinderne i bogen, der blev nomineret til Politikens litteraturpris, udtrykker det.

I Bogfolk fortæller Ipsen, der er historiker ved universitetet i Wisconsin, om den indsigt i sociale bevægelsers betydning, som arbejdet med bogen har givet hende.