Supertanker

Hvad må jeg egentlig kalde dig, uden at du bliver såret eller ked af det? Må jeg sige, at du er en krænkelsesparat mimose, der bare skal tage sig sammen og komme ud af det der wokeness? Må jeg kalde en kvinde for "kælling"? Og en mand for "stodder"? En araber for... En grønlænder for...? Og hvis jeg ikke må det, så er det måske fordi de ord jeg bruger, rammer som knytnæveslag. Fordi de gør ondt på identiteten, din, de andres eller min egen.

Jeg - og dem der er som mig - vil nemlig ikke finde os i at blive kaldt noget nedsættende, udgrænsende, sårende. Men det er uklart, hvem der bestemmer, hvornår en sprogbrug er nedsættende, udgrænsende, sårende. Om det er afsenderen eller modtageren. Eller måske ingen af dem.

En bog af den amerikanske filosof Judith Butler er netop for første gang blevet oversat til dansk, og den lander lige ned i sommerens identitetsdebatter, bl.a. om hvilke ord, vi må bruge i hvilke sammenhænge.

Medvirkende:

Tone Dandanell, filosof og filosofilærer på Testrup Højskole.

Silas Marker, filosof, forsker på CIBS (Center for Information og BobleStudier).

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

(Sendt første gang 1. september 2020).

Det sku' vær' så godt! Og det var det vist egentlig også i nogle år. Men nu' det måske skidt; internettet. Til at begynde med var det en åbenbaring af hurtig og nem kommunikation over enorme afstande, på tværs af alle mulige skel og med et kæmpe potentiale for demokratisering af snart sagt hvad som helst. Alt lå åbent og tilgængeligt, hele verden var inden for rækkevidde. Og det var ikke tilladt at kommercialisere de nye muligheder. Men på et tidspunkt begynder det at skride. Nogle begynder at sabotere elementer af kommunikationen, andre begynder at kommercialisere områder af nettet, og flere og flere begynder helt frivilligt at benytte gratis ydelser, som så bare skal finansieres på anden vis.

I dag råder nogle af de store og stærke over cyberspace på måder, vi ikke bryder os om. De høster menneskelige data, fjerner tilbud, de ikke synes skal være der, og kvæler eller køber tiltag, der kan true deres magtposition. Vi oplever verden gennem nogle få techgiganters prisme og forærer dem vores liv, så de kan sælge dem videre.

Medvirkende:

Michael Ørnø, direktør i Statens IT, næstformand i Dansk ITs bestyrelse.

Mikkel Flyverbom, professor MSO, Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation, CBS.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

(Sendt første gang 25. august 2020).

"Din mund siger nej, men dine øjne siger ja". Nogle genkender muligvis dansktopschlageren fra 1970 med Bjørn Tidmand - den er bl.a. også indsunget ifm. Dagmar revyen i 1925 ... af en kvinde!

"Min mund siger nej, ... ".

Men hvornår er et nej et nej, når det drejer sig om seksuelt samkvem, og hvornår er det pludselig et overgreb; en voldtægt? For "hun bad jo faktisk (lidt) om det!", med sin påklædning, sin æggende adfærd eller kælne stemmeføring.

En ny lov er på vej - en lov som skal tydeliggøre, hvornår der gives samtykke til sex. Men loven lader vente på sig. For politikerne kan ikke blive enige om formuleringen.

Imens undersøger Supertanker, hvornår et nej er et nej, hvilke kønnede opfattelser der kan være af invitationer og afvisninger, og hvornår der risikerer at falde en voldtægtsanklage.

Medvirkende:

Isabella Alonso de Vera Hindkjær, chefredaktør, Femina.

Anne-Marie Søndergaard Christensen, professor i filosofi, SDU.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

Vi er i en tid, hvor sygdom påvirker verden og vores liv i usædvanligt høj grad. Lægevidenskaben og lægestanden har stor indflydelse på, hvordan vi lever og gebærder os. Og sådan har det været gennem århundreder. Vi sætter meget stor lid til lægerne, når de fortæller os, hvad der er eller kan være i vejen med os, og hvad der evt. kan gøres ved det. Faktisk har mange en opfattelse af, at lægerne efterhånden nærmest kan ALT, at de kan fixe alt. Men lægevidenskaben trækker også et historisk blodspor efter sig, og Supertanker dykker ned i vores tillid til lægerne og ser på, hvordan de har vundet den tillid, og på hvad de kan og ikke kan i dag.

Medvirkende:

Lene Koch, phd., dr.phil., professor emerita, Institut For Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

Jakob Bek-Thomsen, lektor i Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

Der er en tunnel og et smukt, hvidt lys for enden af den. Det er som om kroppen har revet sig løs, og jeg betragter den oppefra. Jeg føler en enorm ro. Sådan lyder beskrivelse ofte fra mennesker, der har prøvet at dø og komme tilbage til livet. Mennesker der har haft en nærdødsoplevelse og kan sætte ord på, hvordan døden føltes. Efter en periode med Covid19-pandemi, hvor døden for mange mennesker verden over pludselig blev mere nærværende, end vi er vant til og trygge ved, kan vi måske finde ro ved at spørge nogen, der har prøvet at dø. Hvad er en nærdødsoplevelse? Hvad er det, der fremkalder den? Og hvad gør den ved dem, der har den? Det er spørgsmål og Supertanker, der kan fortælle os noget om både døden og livet.

Medvirkende: Tobias Kvist Stripp, læge og nærdødsforsker.

Niels Christian Hvidt, teolog med doktorgrad fra Gregoriana Universitetet i Rom,

professor i Eksistentiel og Åndelig Omsorg, SDU.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

Prøv at lytte til dine omgivelser. Luk øjnene og identificer lydene; en fugl der kvidrer udenfor, kolleger der samtaler ude på gangen, en kollega der åbner en kuvert, bestik der bliver lagt på et bord. Du får en fornemmelse af aktivitet. Og du får en fornemmelse af, hvilke omgivelser du befinder dig i; hvordan bygningen er indrettet, og hvad der foregår i den hvornår - måske endda hvordan. Det gælder på hospitaler, ikke mindst på intensivafdelinger. Og det gælder i syriske fængsler. Lyd er en vigtig komponent i vores erkendelse af verden, af vores omgivelser, men vi er sjældent lige så bevidste om lydene, som om det vi ser. Selvom det er nemmere at lukke øjnene end at lukke ørerne. Supertanker hører efter i denne udgave og følger det, vi hører, ind i vores erkendelse af verden.

Medvirkende:

Linette Thorn, intensiv sygeplejerske, medudvikler af Meningsfulde Øjeblikke, Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Marie Koldkjær Højlund, musiker, adjunkt i Sound Studies på Aarhus Universitet.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

"Jeg er ikke racist, men ... " Hvor tit har vi ikke hørt den sætning? Måske endda selv ytret den. Og det er muligt, at vi ikke oplever os selv som racister, der udgrænser og nedværdiger mennesker med en anden hudfarve, hårtype eller etnicitet. Ikke desto mindre er vores verden i dag bygget på et fundament af forskelsbehandling af mennesker, der er eller ser anderledes ud. Den er fx i mange henseender bygget af slavegjorte - bygget på tanken om slaveri. Og hvor gerne vi end vil undgå prædikatet "racist", så er der strukturer i vores samfund, vores sprog, vores undervisningsmateriale, som gør, at vi stadig racialiserer.

Medvirkende:

Mette Toft Nielsen, folkeskolelærer, selvstændig konsulent og Cand.Mag. i Kultur, Kommunikation og Globalisering.

Peter Hervik, antropolog, Professor i Migration, Medier og Konflikt ved DPU, Aarhus Universitet.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

Den 25. maj blev den 46-årige afroamerikanske mand George Floyd anholdt på så brutal vis, at det kostede ham livet. I kølvandet på Floyds død - og på videoer af anholdelsen, der cirkulerer på internettet - er der igen kommet gang i racedebatten i USA. Landet er eksploderet i voldsomme optøjer, og kloden rundt demonstreres der i sympati. Urolighederne i USA ses som kulminationen på en frustration over racerelateret vold og død, men også over en coronakrise, som har ramt skævt i den amerikanske befolkning. Og over en præsident, som dels ikke påtager sig det lederskab, mange ønsker, dels har en evne til at puste til optøjsilden med serier af stærkt ladede og tendentiøse tweets.

Medvirkende: David Trads, journalist, forfatter, debattør.

Emily Cochran Bech, phd. i Political Science (Statskundskab), Columbia University.

Chefkonsulent i Social and Economic Impacts ved Ramböll.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

Altruisme findes ikke. Mennesket tænker i sidste ende altid kun på sig selv - det højeste formål er egen lykke. Derfor er enhver styring af individet, gennem f.eks. lovgivning og skattebetaling det samme som tvangsarbejde, slaveri. Den amerikanske forfatter og filosof Ayn Rand, som har formuleret udsagn a la disse, står for en filosofi, hun selv kalder Objektivismen, og som af nogle bliver kaldt etisk egoisme. Det er en filosofi, der i nogen grad hersker hos ultraliberalister og tilhængere af minimalstaten. De mener, at markedet regulerer sig selv og de mennesker, der færdes på det, og at alle får det, der tilkommer dem. Men kan man dét?

Medvirkende:

Lars Seier Christensen, forretningsmand, serieinvestor og medlem af bestyrelsen i Ayn Rand Institute.

Claus Strue Frederiksen, mag.art. og phd. i filosofi, bæredygtighedskonsulent og forfatter.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

Hvem er jeg? Hvorfor er jeg? Og hvad er det gode at gøre i livet?

Eksistens, erkendelse og etik - det er filosofiens tre store E'er, som har betydning for både store og små. For børn grubler også over meningen med livet og overvejer de store filosofiske spørgsmål. Nogle gange er de måske ligefrem mere i kontakt med dem end de voksne. Det oplevede filosof Pia Lauritzen, da hun sammen med sine børn på 5 og 8 år forsøgte at google "Hvordan er man en god ven?" Google har ikke svar på alt, men overvejelsen består, og det fik Pia Lauritzen til at udvikle en filosofiundervisningsforløb for børn, Filosofisk Frikvarter.

Medvirkende:

Tommy Ahlers, Medlem af Folketinget for Venstre, tidl. Uddannelses- og Forskningsminister i Regeringen Løkke Rasmussen III.

Pia Lauritzen, filosof og medstifter af virksomheden Qvest.

Carsten Ortmann, tilrettelægger og vært.

(Sendt første gang 19. maj).